Historien om Theresienstadt og de danske jøder - Kort fortalt

 


Jødeforfølgelsen som statslig politik startede, straks Hitler overtog magten i Tyskland i 1933: jøderne skulle fjernes fra samfundet. I starten skete det ved at tvinge dem til at udvandre. En del flygtede til Danmark, og selv om dansk flygtningepolitik blev mere og mere restriktiv, var der i Oktober 1943, da jødeforfølgelsen kom, ca. 1500 tyske, østrigske og tjekkiske jøder i Danmark, som den nazistiske stat havde gjort statsløse. Andre ca. 3000 var første- og andengenerationsindvandrere fra perioden op til den russiske revolution i 1917, hvor jøder flygtede fra nød, elendighed og pogromer i de områder, der tilhørte Tsar-Rusland. Endelig levede der i Danmark ca. 3000 medlemmer af de såkaldte ”gamle dansk-jødiske slægter”, som havde boet i Danmark siden 1800-tallet, 1700-tallet eller 1600-tallet.
Jøderne fik fulde borgerrettigheder i Danmark i løbet af 1800-tallet, og de fleste var meget velintegrerede i det danske samfund. De måtte kæmpe med skepsis og fordomme fra flertalsbefolkningens side, men efterhånden som militant jødehad vandt frem i Tyskland og andre lande, tog medierne og befolkningen i Danmark mere og mere parti for den forfulgte minoritet. 


Da tyskerne den 9. april 1940 besatte Danmark, anerkendte de, at Danmark fortsat skulle være en suveræn og neutral stat. Det danske politiske system kunne fungere videre. Den socialdemokratisk-radikale regering blev udvidet med repræsentanter for de borgerlige partier, og sammen med erhvervsorganisationerne gik man med til at samarbejde med besættelsesmagten. Samarbejdet var økonomisk og propagandamæssigt en stor fordel for Tyskland, og da de danske myndigheder klart tilkendegav, at de ikke ville være med til nogen form for racelovgivning, afholdt besættelsesmagten sig foreløbig fra antijødiske fremstød. 


I august 1943 ændredes spillets regler imidlertid dramatisk. En bølge af strejke- og sabotageaktioner over det meste af landet tvang regeringen og Folketinget til at ophøre med at fungere. En modstandsbevægelse var vokset frem, og flere og flere danskere støttede den. Et magtvakuum opstod, og selvom ledende danske og tyske embedsmænd aftalte at fortsætte samarbejdspolitikken, begyndte besættelsesmagten at optrappe presset, så 1944-45 blev præget af tysk terror og en stadigt mere aktiv modstand.
”Jødeaktionen” den 1. oktober 1943 og de første to deportationstransporter fra Aalborg og København dagen efter var det første store skridt i retning af det brutale voldsherredømme, som allerede var hverdag i resten af det tysk-dominerede Europa. Man kan sige, at Augustoprøret og jødeaktionen 1943 normaliserede situationen i det besatte Danmark. De danske topembedsmænd forsøgte fortsat at beskytte landet, befolkningen og de deporterede, men med skiftende held.


Egentlig skulle jøder, der levede i ”blandet ægteskab” med ikke-jøder, og børn af disse ikke deporteres, jøder over 65 år heller ikke. Men det tyske politi tog det ikke så tungt med disse formaliteter. Alle, der blev sendt af sted til Theresienstadt, var med til at dække over, at ”jødeaktionen” samlet set var en fiasko. Den var kommet sent, og jødernes store flertal var undsluppet. 
Fire transporter i oktober-november 1943 og et par mindre i foråret 1944 bragte jøderne fra Danmark til Theresienstadt. Theresienstadt var en ghetto, oprettet i november 1941 som opsamlingssted for jøderne fra Böhmen og Mähren (altså det tidl. Tjekkiet). Her skulle de koncentreres, udplyndres og derefter sendes til ghettoer i de tysk-besatte ””østområder”. 


Fra juni 1942 begyndte man også at føre tyske jøder til Theresienstadt: dels kunstnere og videnskabsfolk, dekorerede krigsveteraner, forretningsfolk med internationale kontakter og andre ”prominente”, dels gamle mennesker. Fra sommeren 1941 (angrebet på Sovjetunionen) var den tyske politik skiftet fra tvangsudvisning af jøderne til systematisk massemord. Man deporterede jøderne under dække af, at de skulle genbosættes og sættes i arbejde i ”østområderne”. For at dække over, at ”genbosættelse” i virkeligheden betød mord i gaskamre, sendte man de jøder, som var for gamle og svage til at arbejde, til Theresienstadt.


Theresienstadt var indrettet i en gammel fæstningsby, der var bygget i 1700-tallets slutning til 3000 soldater og et tilsvarende antal civile. På det højeste boede der op imod 60.000 jøder i ghettoen, så overbefolkningen var ekstrem og fik alskens sygdomme til at brede sig. Det tyske politiske politi Gestapo havde udpeget et jødisk ”ældsteråd” til at forvalte hverdagen, men der blev hverken stillet fødevarer eller medicin nok til rådighed, så jøderne levede i sult og elendighed. I alt passerede 156.000 jøder gennem Theresienstadt. De 33.500 omkom i ghettoen. Af de øvrige blev 88.000 i store togtransporter til Auschwitz-Birkenau og andre udryddelseslejre, hvor de fleste blev myrdet med giftgas, straks de ankom.


De 470 jøder fra Danmark blev – bortset fra én - ikke sendt videre fra Theresienstadt. De danske myndigheder pressede konstant på for at holde kontakten og fik igennem, at der fra foråret 1944 kunne sendes fødevarepakker til danskerne i ghettoen, og at to danske embedsmænd den 23. juni 1944 kunne inspicere den og se, at de danske jøder var i live. Et dansk krav om at få de deporterede ført hjem, kom man ikke igennem med før i april 1945. Da var 53 af jøderne fra Danmark som sagt omkommet på grund af de miserable leveomstændigheder i Theresienstadt.


De, som overlevede nøden og det brutale regime i Theresienstadt, tog stort set allesammen skade på både krop og psyke. Nogens liv blev forkortet væsentligt, mange oplevede sundhedsproblemer og nedsat livskvalitet. 

Af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie, Syddansk Universitet i Odense

Det store flertal af de jøder, der boede i Danmark under den tyske besættelse 1940-45, undslap den nazistiske jødeforfølgelse. De flygtede ved egen og ikke-jødiske danskeres hjælp til Sverige, da tyskerne startede jagten på dem i efteråret 1943. Men 470 jøder havnede i ghettoen Theresienstadt (i dag Terezin) i det tysk-besatte Tjekkiet. 53 jøder fra Danmark omkom i ghettoen. De overlevende blev få dage før krigen var forbi evakueret med De Hvide Busser fra dansk og svensk Røde Kors og vendte hjem til Danmark kort efter befrielsen. 


Racisme og antisemitisme var centrale elementer i den nazistiske ideologi. Så i alle lande, Nazi-Tyskland besatte, kom der udgrænsning, forfølgelse og deportation af jøder, som mundende ud i massemord. Nazisterne definerede jøderne biologisk. De mente, jøderne tilhørte en særlig race og lagde racetilhørsforholdet til grund for forfølgelsen. Så folkedrabet ramte både religiøse jøder fra de jødiske trossamfund og kristne, areligiøse og ateister med jødisk familiebaggrund. 

Bahnhofstrasse, herfra afgik transporterne mod 'ubestemte' steder. Dette ville sige udtryddelseslejrene. Theresienstadt, foråret 2018. Foto: Jacob Kornerup Ditlevsen

Et projekt udarbejdet af studerende fra Syddansk Universitet i samarbejde med Netværk for Nazisme- og Holocauststudier. 

Støttet af den tjekkiske ambassade i København.

  • Sort Instagram Icon
  • Facebook Social Ikon

© Netværk for Nazisme- og Holocauststudier

AMB LOGO DK[894].JPG
Syddansk2.jpg
DJIT Logo_edited.png